Solist

Orgelsolist


 

Mit repertoire som solist er omfattende og stilistisk bredt, og det strækker sig over de fleste stilepoker. Derfor kan jeg tilbyde koncerter for enhver smag.

 

 

Improvisationskoncert


Intet orgel er for lille – eller for stort! Musikken vil helt naturligt føje sig til det pågældende orgels formåen. ”Programmet” af improvisationer baseres meget gerne på temaer udleveret ved selve koncerten - gerne ud fra ”hatten-rundt-princippet”: inden koncertens begyndelse har publikum mulighed for at notere et temaønske, hvorefter udvælgelsen foregår ved lodtrækning! En koncert med stor underholdningsværdi! Jeg er meget inspireret af en af de største improvisatorer, som har levet - afdøde Pierre Cochereau, Notre Dame i Paris, men det bliver ikke kun til franske røgelse og parfume: barokkens nordtyske og franske komponister udsættes for plagiat af værste skuffe - det samme gør bl.a. romantikens nordiske, britiske og franske mestre.

 

Torben Krebs


Organist


Stumfilm og improviseret orgelmusik


I de senere år har jeg dyrket stumfilmskoncerten som genre intenst. Jeg improviserer "lydsporet" til en række af filmhistoriens største film - f.eks. "Quo Vadis" (Enrico Guazzoni 1913), "Jeanne d'Arc" (Carl Th. Dreyer 1928), Selma Lagerlöf's "Körkarlen" (Victor Sjöström 1921), Selma Lagerlöf's "Gösta Berlings Saga" (Mauritz Stiller 1924), "Metropolis" (Fritz Lang 1927), "Faust" (F.W. Murnau 1926), "Luther - ein Film der deutschen Reformation" (Hans Kyser 1927) og mange andre. De "støvede"  historiske mesterværker - i mange tilfælde nogle af filmhistoriens første "Blockbuster" - får helt ny aktualitet, når de iklædes en dugfrisk, improviseret lydside. Den improviserede orgelmusik afpasses i sagens natur det pågældende orgel, og der stilles derfor ingen specifikke krav til orglets størrelse eller stil.

 

Koncert og fortælling - et strejftog gennem musikhistorien


Orgelkoncert med fortælling om musik, komponister og tid, hvorved musikken sættes i perspektiv. Ved disse koncerter lægger jeg stor vægt på at formidle min egen fascination over orglet som instrument. Repertoiret kan være alt lige fra f.eks. tidlig musik over romantik til nutidig fritonalitet. Et medrivende program, som giver et "lynrids" af orgelmusikkens udvikling igennem tiderne.

 

Temakoncert


Orgelkoncert, hvor programmet er sammensat ud fra et gennemgående tema – f.eks. Dansk Guldalder, Stylus Fantasticus, Neue Sachlichkeit, ”Made in England”, "Viva Passacaglia!", Weltschmerz!", transkriptioner, ”Viva Passacaglia!” m.fl. Her betyder det pågældende orgels beskaffenhed selvfølgelig meget, men med opfindsomhed kan man nå langt!

 

Traditionel orgelkoncert - lag-på-lag...


Velkommen til det gode, gamle "lagkageprogram" - en bund af tidlig musik/barok - ovenpå bunden et herligt lag fransk musik - og øverst flødeskum/glasur bestående af spændende nutidig musik. Man skal ikke kimse af det traditionelle og kronologisk opbyggede program, som i tilgift passer særdeles godt til ganske mange danske orgler, bygget i de sidste 40 år. Dette koncertprogram tilrettelægges naturligvis efter det pågældende orgels formåen, ligesom lokale ønsker såvidt muligt forsøges imødekomme. Koncerten afsluttes med en improvisation over et på stedet udleveret tema.

 

Hits...


De kendteste orgeltoner samlet i et populært og festligt program - en ren slikbutik af "orgelguf"! Var man ikke solgt til orglet INDEN - ja, så er man det nok EFTER! Ingen vil savne diverse barokke og romantiske toccataer... for de ér der! Men desuden kan man glæde sig til at høre skønne transkriptioner af musik af bl.a. Grieg og Svendsen.

 

Retro Orgel


Har du nogensinde tænkt på, hvordan f.eks. The Beatles, The Doors eller måske The Animals ville lyde, hvis det blev spillet af et kirkeorgel? Det er effektivt, velklingende og ægte RETRO, når "Let it be", "Light my Fire" og "House of the rising Sun" udsættes for orglets tusindvis af store og små piber. Foruden et helt program sammensat af musik fra 1960'ernes skatkiste, kan dette fantastiske repertoire også indgå i et blandet program - som en levende illustration af, hvor alsidigt orglet som instrument kan være!

 

 

 


Har du ideer eller forslag, så spørg!

Torben Krebs © 2018