Torben Krebs (f. 1965) er uddannet ved Det fynske Musikkonservatorium hos Bo Grønbech, Jesper Madsen og Ulrik Spang-Hanssen med højeste karakter ved Kandidateksamen i 1990. Efter afsluttet Kandidateksamen blev han optaget med topkarakter i Solistklassen sammesteds, hvorfra han i 1992 debuterede han ved en anmelderrost koncert i Grundtvigs Kirke i København.
Sideløbende med og efter konservatoriet har han deltaget i masterclasses i ind- og udland samt været på studieophold i bl.a. England, hvor han bl.a. har studeret hos Timothy Albrecht, Francis Jackson, Kimberly Marshall, Jacques van Oortmerssen, Michael Radulescu og Lionel Rogg. Torben har modtaget flere uddannelseslegater - bl.a. Det Fynske Musikkonservatoriums Rejselegat.
Torben har givet utallige koncerter over hele landet, i Europa og USA. Han har flere gange været gennemgående solist ved "Bach Galla" i Prag og medvirket ved "Organ Celebrities" festival i London: sidstnævnte sted har han bl.a. spillet solokoncerter i Westminster Abbey, St. Paul's Cathedral, St Stephen Walbrook og St. Bride's Church, Fleet Street. I USA har han bl.a. været solist ved verdens største udendørsorgel - The Spreckels Organ i Balboa Park, San Diego. Som solist høres han jævnligt ved koncerter og festivaler i europæiske katedraler - senest i domkirken i Berlin i efteråret 2017.
Det er blevet til en række cd-indspilninger på fremtrædende danske orgler i bl.a. domkirkerne i Maribo og Ribe samt i Brahetrolleborg Kirke. Torben har desuden ofte medvirket i radio og tv. Torben har været prisvinder, finalist og jurymedlem ved orgelkonkurrencer i England og Italien. Foruden sit virke som solist er Torben aktiv som kammermusiker i forskellige sammenhænge, herunder Ensemblet TriOro, Trio Air Concertante, Duo Lunde & Krebs og
The Masonic Trumpet Ensemble. Som solist og i kammermusikalsk sammen-hæng har Torben uropført værker tilegnet ham af bl.a. Paul Ayres, Lars Kr. Hansen, Lars Hegaard, Eric van der Kolk og Carsten Sindvald. Også i rytmisk sammenhæng er Torben aktiv, idet han i "Duo Lunde & Krebs" sammen med trompetisten Mads Juul Lunde, Nyborg har specialiseret sig i - foruden det klassiske repertoire - at spille moderne arrangementer af melodier hentet fra den store danske sang- og salmeskat - altsammen baseret på jazz-inspireret improvisation. Torben er aktiv i undervisnings-mæssig sammenhæng: foruden privatundervisning, elever på MGk og kirkemusikskoler har han medvirket som underviser ved workshops og masterclasses i improvisation i Danmark, Tyskland, England og Italien.
Foruden sit aktive musikervirke har Torben siden 2010 været ansat som Kirkeministeriets Orgelkonsulent for Vestdanmark, hvor han har til funktion at rådgive menighedsråd i sager af orgelmæssig karakter. Torben har sit daglige virke som organist og kantor ved Thomas Kingos Kirke i Odense.
Torben Krebs © 2018